Gå til hovedindhold
Bliv medlem

DJ flytter i 2026 sammen med tre andre fagforbund i nyt domicil på Sluseholmen

I foråret 2026 flytter Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation ind i et nybygget domicil på Sluseholmen i København, hvor også tre andre fagforbund får adresse. Flytningen sker for at fremtidssikre DJ som selvstændigt forbund og for at give medlemmer og medarbejdere bedre rammer for arrangementer, møder og det daglige arbejde.

Forbundshuset

Holscher Nordberg Architects

DJ’s medlemmer og medarbejdere skal vænne sig til en ny rute, når de skal på arbejde eller besøge deres forbund. Fra april 2026 skal du for første gang siden 1963 ikke længere til den historiske bygning på Gl. Strand i Indre København for at finde Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, men derimod til en moderne og helt nybygget ejendom i den nye københavner-bydel Sluseholmen tæt på både metro og motorvej.

For om to år og nogle måneder vil DJ rykke ind i ”Forbundshuset” – et samlet domicil for foreløbig fire fagforbund. Udover Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation er det Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og Malerforbundet. Derudover vil de to A-kasser FAK og AJKS også flytte med til Sluseholmen, ligesom der er plads til, at også andre fagforbund kan flytte ind i Forbundshuset. Byggeriet bliver certificeret efter forskellige byggestandarder og vil skulle opfylde en række arbejdsmæssige og sociale klausuler, der gør det til et af Danmarks mest regulerede private byggerier.

DJ’s hovedbestyrelse har længe ønsket at flytte til nyt domicil, da de ellers smukke og charmerende lokaler på Gl. Strand ikke er tidssvarende. Samtidig er der en række fordele ved at dele forskellige typer af udgifter med andre fagforbund, som fx kantine, rengøring og vicevært.

Bedre plads til medlemsarrangementer

DJ’s formandskab glæder sig til at kunne byde medlemmer og medarbejdere velkommen i det nye domicil:

”Jeg vil godt indrømme, at det har været en svær beslutning, for der er mange følelser og meget sjæl i huset på Gl. Strand. Men jeg synes, at vi har fundet en model til at fremtidssikre et forbund af vores størrelse. De andre fagforbund i ”kontor-alliancen” organiserer ligesom os medlemmer, der har et fællesskab om deres faglighed. Og ved at slå os sammen og dele udgifterne til en række driftsopgaver, kan vi koncentrere ressourcer om at gøre det, DJ er bedst til: Nemlig at drive fagforening for medlemmerne,” siger DJ-formand Tine Johansen.

Næstformand Allan Boye Thulstrup supplerer:

”Og så glæder vi os til at få meget bedre plads til medlemsarrangementer. Vi vil i Sydhavnen selv kunne afholde væsentligt større arrangementer, end vi kan i dag på Gl. Strand. Og så bliver det rigtig godt for medarbejderne at sidde i samme hus fremfor i fire forskellige opgange, fordi det bliver nemmere at udveksle information og samarbejde på tværs af afdelinger.

Både formand og næstformand understreger dog, at det nye bofællesskab udelukkende har et praktisk formål.

”DJ er nu og i fremtiden et uafhængigt fagforbund for alle, der arbejder professionelt inden for medie- og kommunikationsfagene. Der er ingen politisk overbygning på samarbejdet med de andre forbund. Det her er et praktisk fornuftsægteskab,” fastslår de.

Økonomi

DJ’s andel af Forbundshuset vil koste omtrent 120 millioner kroner. Finansieringen sker dels via et realkreditlån, som vil udgøre 60 procent, og dels via en egenfinansiering på 40 procent. Denne sum hentes i første omgang ved at sælge værdipapirer.  

DJ’s hovedbestyrelse tager i løbet af det kommende år beslutning om, hvorvidt man vil sælge ejendommen på Gl. Strand.

Ifølge de beregninger, der ligger for nybyggeriet, vil flytningen i første omgang være udgiftsneutral, og efter 10 år, når huslejen kan gøres momsfri, vil huslejen være lavere end den, som i dag betales på de i alt fire adresser på Gl. Strand.

DJ-formand Tine Johansen fortæller, at det er gjort et meget grundigt arbejde omkring økonomien i det nye forbundshus, ligesom hovedbestyrelsen undervejs har fået både juridisk, finansiel og byggeteknisk rådgivning. Hun er derfor helt tryg ved, at det er en god investering af medlemmernes penge at rykke til Sluseholmen:

“For mig og den øvrige ledelse er det helt afgørende at passe godt på medlemmernes penge og dermed passe godt på DJ. Derfor har vi brugt meget tid på økonomien,” siger Tine Johansen.

DJ’s formandskab er overbevist om, at der også vil være bud efter de dele af Forbundshuset, som endnu ikke er lejet ud.

“Det er et attraktivt hus, og jeg tror, at offentliggørelsen af byggeplanerne vil hjælpe til at finde flere gode lejere, som enten kan være fagforbund eller andre, som kan se sig selv i det nye faglige bofællesskab,” siger Tine Johansen.

Afslutning på en lang flytte-saga

Flytningen til ”Forbundshuset” afslutter en efterhånden langstrakt flyttesaga. Således var DJ snublende nær en flytning til kontorlokaler nær Nørreport Station i 2017, da fagforeningen Kommunikation og Sprog i sidste time trak sig fra det planlagte bofællesskab. DJ’s hovedbestyrelse har siden fastholdt ambitionen om at flytte, og der har været overvejelser om forskellige lokaler i hovedstadsområdet, hvor delegeretmødet har besluttet, at DJ skal have sit hovedkontor. I efteråret 2023 blev der så etableret et samarbejde om et helt nyt domicil sammen med de tre andre fagforbund, og planen er altså at flytte til Sluseholmen i foråret 2026.

Fakta om Forbundshuset

  • Byggeriet bliver udviklet og opført af MT Højgaard Property Development. Det bliver certificeret med DGNB Guld, som er Rådet for Bæredygtigt Byggeris næsthøjeste bæredygtigheds-certificering, samt DGNB Hjerte, som er samme råds udmærkelse til nybyggeri, der gør en ekstra indsats for brugernes velvære.
  • Derudover er byggeriet udstyret med en række arbejds- og lærlingeklausuler, der gør byggepladsen til en af de mest velregulerede i Danmark på det private område.
  • Forbundshuset rummer i alt 10.000 kvm (DJ og AJKS har til sammenligning i alt ca. 3.000 kvm på Gl. Strand i dag).

På en række punkter vil de nye rammer være en forbedring for medlemmerne:

  • Bedre mødefaciliteter: Med et mødecenter tæt ved receptionen bliver det let for medlemmer og foreninger at holde møder og arrangementer, og der vil være flere lokaler end på Gl. Strand. Der vil samtidig være mulighed for at holde langt større arrangementer end i dag med en kantine med plads til cirka 150 siddende og endnu flere stående.
  • Handicaptilgængelighed: I dag er det meget vanskeligt at invitere medlemmer i kørestol eller med bevægelseshandicap indenfor på Gl Strand, men de nye lokaler vil være nemt tilgængelige.
  • Der vil være lettere adgang i bil for medlemmer, der kommer fra andre dele af landet.

Kommentarer