Danmarks børn går sammen for børn i Uganda

I januar måned beder DR Lær, Ramasjang og Ultra alle Danmarks børn om at gå sammen for at samle ind til fejl- og underernærede børn i Uganda. Der er nu lukket for registrering af kilometer.

Igen i år skal Danmarks børn ud at gå i fællesskab for at samle ind. Hver gang et barn har gået en kilometer, donerer Novo Nordisk Fonden 20 kroner til Danmarks Indsamling, indtil der er gået 500.000 kilometer. Donationen går til et Folkekirkens Nødhjælp-projekt i det nordlige Uganda til gavn for fejl- og underernærede børn.

Skoler og dagtilbud går forrest

Alle børn - og alle former for børnefællesskaber - kan deltage i Børnenes Danmarks Indsamling, men det er især de danske skoler og dagtilbud, der faciliterer gåturene. Fra den 8. januar og helt indtil den 3. februar kan lærere og pædagoger arrangere fælles gåture med børnene og registrere deres kilometer på denne side.

DR Lær udvikler gratis undervisningsmateriale, som lærere og pædagoger har mulighed for at anvende. Undervisningsmaterialet giver børnene mulighed for at lære mere om, hvordan deres gåture gavner børn i Uganda.

Selvom projektet har fokus på skoler og dagtilbud, er man også meget velkommen til at registrere kilometer som familie. Hvis dit barn har været ude at gå en tur og gerne vil bidrage til indsamlingen, kan du som forælder registrere turen for dem.

Hvordan registrerer I kilometerne?

Man kan sagtens nøjes med at gå 300 meter den ene dag og 700 meter den næste dag for herefter at registrere 1 kilometer. Det er først, når kilometerne registreres, at donationen sker.

Der er lukket for registrering den 3. februar kl. 12.00. Det samlede antal kilometer børnene har gået afsløres i den første time af Danmarks Indsamling-showet lørdag den 3. februar kl. 19.00 på DR1.

Børnene gør en verden til forskel

‘Børnenes Danmarks Indsamling - vi går sammen’ giver alle Danmarks børn mulighed for at bidrage til den årlige Danmarks Indsamling. Det skal nemlig ikke kun være de voksne, der får glæden af at samle ind til et godt formål. Børnene i Danmark kan også gøre en forskel for andre.

Børn, som er forhindret i at gå, er selvfølgelig også inviteret med til at bevæge sig for børn i Uganda på anden vis eller lade en anden person bevæge sig på deres vegne. Børnenes Danmarks Indsamling er for alle.

Hvad samler børnene ind til?

Novo Nordisk Fondens donation går til et Danmarks Indsamling-projekt i West Nile, Norduganda. Projektet administreres af Folkekirkens Nødhjælp og adresserer udfordringer relateret til sult, fødevareusikkerhed, samt fejl- og underernæring blandt udsatte kvinder og deres børn i flygtningebosættelser og værtslandsbyer i det nordlige Uganda. Donationen fra Novo Nordisk Fonden vil gå til at facilitere aktiviteter, som øger kvindernes adgang til og viden om sunde og nærende fødevarer, så de har bedre mulighed for at give deres børn den mad, de har brug for.

Masser af samarbejde

Centrale samarbejdspartnere for Børnenes Danmarks Indsamling er landets biblioteker, FDF og Dansk Skoleidræt. På bibliotekerne kan børnene registrere sine kilometer og få et diplom udleveret. FDF-kredse landet over vil engagere sine medlemmer i indsamlingen ved at facilitere fælles gåture, mens Dansk Skoleidræt blandt andet vil give inspiration til ugentlige gå-øvelser.

Herunder kan du downloade et "Godt gået!"-diplom og udfylde det med navn og det antal kilometer, der er gået. Det er også muligt at printe fodspor, der kan hænges op i klassen, på stuerne eller derhjemme, så I kan vise, at I går med for børn i Uganda.

Download diplom og fodspor her

Hvis du har spørgsmål eller andre henvendelser, kan du kontakte os på vigaarsammen@dr.dk